Skærpet indsats over for gaderøverier i ÅrhusÅrhus Kommune25/04-2005 På baggrund af et bekymrende højt antal gaderøverier i Århus i 2004 begået af unge under 18 år iværksætter Århus Politi, Århus Amt og Århus Kommune nu en skærpet indsats. Ved hjælp af blandt andet et tættere samarbejde, nye tiltag over for mindreårige, holdningsbearbejdning og indsats mod rusmidler er det målet at reducere antallet af de unges gaderøverier med 25 procent i 2006 i forhold til 2004. Politiet havde i 2004 særligt fokus på gaderøverier, da der kunne konstateres en stigning i antallet af anmeldelser. Således blev 30 unge under 18 år sigtet for gaderøverier i Århus i perioden 1. juni - 31. december 2004. På grundlag af en fælles bekymring blev der derfor 24. januar 2005 afholdt møde på Århus Rådhus mellem Århus Politi, Århus Amt og Århus Kommune. Det blev her besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der fik til opgave dels at skabe overblik over typen af røverier og udarbejde en profil af gaderøverne – dels at udarbejde en rap-port om den eksisterende kriminalpræventive indsats og samarbejdet samt komme med forslag til justering af denne samt nye tiltag. Dette arbejde viser følgende profil af de 30 gerningsmænd: * Røveriet begås typisk på åben gade på et vilkårligt tidspunkt. * Røveriet bliver ofte begået i flok og som en impulshandling. * Det er som regel mod andre unge og drejer sig om mobiltelefoner, som man truer sig til. Gerningsmanden er typisk dreng, over 15 år. * Næsten alle unge har oplevet mange skoleskift. * For de undervisningspligtiges vedkommende har de fleste et lavere fagligt standpunkt end deres jævnaldrende. * For de unge, der er over den undervisningspligtige alder, er der meget lidt tilknytning til den ungdomsuddannelse, de er indskrevet til. * Mange har oplevet skilsmisse og/eller forældretab. * For en tredjedels vedkommende har der været kriminalitet i den nærmeste familie. Ved et opfølgningsmøde i dag på Århus Rådhus mellem Århus Politi, Århus Amt og Århus Kommune er en række initiativer blevet præsenteret og vil nu blive samlet i en konkret handlingsplan, som vil ligge klar i løbet af foråret. Initiativerne vil tage udgangspunkt i følgende: 1. Bedre udveksling af viden og koordinering: I socialdistrikter etableres faste månedlige møder mellem familiecenter, Fritids- & Kulturforvaltningens klubber og opsøgende medarbejdere og Politiet. Der udarbejdes beskrivelse af mødestruktur, ansvarsfordeling og kommissorium for møderne. Der udarbejdes planer for, hvem fra Politi, Familiecenter og klubber, der kan stille op indenfor 24 timer ved pludseligt opståede krisesituationer i lokalområderne. 2. Nye initiativer vedrørende unge under 15 år. Familieafdelingen skal iværksætte tiltag over for en ung under 15 år, der har begået gaderøverier af forskellig art eller fremsat trusler. Familieafdelingens indsats tilpasses den pågældende røverikategori i forskellige niveauer: 1. Skærpet opsyn med den unge i et aftalt tidsrum. 2. Familiekontrakt med en gensidigt forpligtende skriftlig aftale mellem den unges familie og familiecentret om ændret adfærd. 3. Familiekontrakt med kontrolleret fritid og med en gensidigt forpligtende skriftlig aftale mellem familien og familiecentret om støtte til familien til kontrol af den unges fritid i et aftalt tidsrum. 4. Anbringelse af den unge uden for eget hjem. Der fastsættes en minimumsreaktionstid for kontakt til forældrene på 24 timer - og iværksættelse af handlingsplan indenfor 3 hverdage efter modtagelse af underretning. 3. Aftaler vedrørende anbragte unge på hjemmebesøg. Der udarbejdes aftaler med institutioner og socialpædagogiske opholdsteder vedrørende kriminelle anbragte unges hjemmebesøg. Dette indebærer aftaler med forældre samt andre relevante omsorgspersoner og professionelle om strukturerede hjemmebesøg. 4. Indsats mod unges røveri af mobiltelefoner fra andre unge. Indsatsen iværksættes i forbindelse med skolestart 2005 og skal bestå i holdningsbearbejdning med information til unge og forældre om tyveri og røveri af mobiltelefoner. Målet for indsatsen er, at det skal give lavstatus blandt de unge at stjæle mobiltelefoner fra hinanden. 5. Styrket inddragelse af Ungdoms- og Uddannelsesvejlederne. Unge som be-går gaderøverier har typisk problemer i skolen, og det anbefales derfor, at der ned-sættes en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til opstramning på indsatsen over for unge, som har megen forsømmelse eller falder fra en ungdomsuddannelse og har begået kriminalitet. 6. Indsats over for unges misbrug af rusmidler. Der er en klar sammenhæng mellem misbrug af rusmidler og kriminalitet. Det anbefales, at der yderligere etableres et formaliseret samarbejde mellem Ungdomscentrets Behandlingsafdeling og Politiets Ungdomsgruppe med henblik på udnyttelse af misbrugsbehandling af unge i kriminalpræventivt øjemed. Desuden skal unge i målgruppen tilbydes behandling af Ungdomscentrets Misbrugsteam. |
||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |